Hvis der håndteres farlige stoffer og materialer på din arbejdsplads, er det påkrævet at udarbejde en kemisk risikovurdering (kemisk APV).
Tidligere krævede den kemiske APV, at der blev udarbejdet arbejdspladsbrugsanvisninger (APB'er) for hvert enkelt kemikalie eller kemisk produkt. Men fra d. 1. juli 2019 blev dette krav ophævet, hvilket giver mere frihed i udformningen af dokumentet, men stadig kræver, at de samme faktorer overvejes.
I den kemiske APV skal du tage stilling til:
Hvilke stoffer og materialer på virksomheden er farlige, og på hvilken måde?
Hvordan og hvor meget udsættes medarbejderne for materialerne?
Hvordan bruger I materialerne, fx blanding og påføringsmetode?
Hvilke forebyggende foranstaltninger, fx afspærring, udluftning, ventilation og brug af værnemidler, skal træffes?
Det er også nødvendigt at overveje, om en udsugning er tilstrækkelig til at fjerne luftforurening fra en arbejdsplads, eller om medarbejderne skal bære åndedrætsværn for at beskytte sig mod kemisk eksponering.
Arbejdspladsvurderingen udarbejdes på baggrund af informationerne i sikkerhedsdatabladet, produktets faremærkning, grænseværdier, eksponeringstid, udluftning, stoffets eller materialets fysiske tilstand (materialer i pulverform er typisk sværere at beskytte sig mod end, hvis de er i fast form), og mange andre faktorer.
Kemisk risikovurdering giver et overblik over de nødvendige og anbefalede sikkerhedsforanstaltninger ved arbejde med bestemte stoffer og materialer på den specifikke arbejdsplads og til den specifikke arbejdsopgave.